bronzebillede_lene_purkaer_stefansen_at_miste_tiden_staar_stille_for_en_stund_mens_kroppen_lever_videreEn af de dage .. hvor man føler sig uprofessionel både som kunstner og som menneske…

”Min kone og jeg har aftalt at vi vil købe denne skulptur” .. han peger i min brochure..

”Den har jeg ikke mere” må jeg sige til ham .. ”men du kan kigge på den her og den her…”

”Min kone skulle have været med” ….. pause ..….”Men hun døde for 2 uger siden”

Mens han fortæller om hendes sygdom, kan jeg mærke at tårerne triller ned over mine kinder..

” Det er jeg ked af” og undskylder at jeg bliver rørt… tårerne triller videre, mens manden tager det helt pænt

Han siger ”jeg ved ikke hvornår jeg vænner mig til det” … jeg får sagt et og andet … men i bund og grund må jeg nok erkende, at det eneste rigtige svar er, at det vil tage tid at lære at leve videre med det… vænne sig til det, det er svært.

.. og jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg ikke kan kontrollere det med tårerne .. og dog

Jeg mærker følelsen af det, at miste alt for tidligt… om end det ikke er en ægtefælde så gør det ondt alligevel .. og så gør det mig ondt ikke at kunne opfylde hendes (hans kones) sidste ønske.

Resten af dagen skammer mig faktisk lidt over det ikke at være i kontrol, og fælder igen en enkelt tåre under min maske mens jeg sliber… resten af dagen torsdag er sat af til at opfylde deres ønske… han og hver af børnene skal have en skulptur, en anden er valgt… de skal have den efter urnen er sat ned.. et ønske som jeg vil gøre mit til at opfylde..

Mens jeg dunker mig selv i hovedet med skam over ikke at kunne holde mine tårer, forsøger jeg at retfærdiggøre det med tanke på præstens ord til en af mine kære svigerinders begravelse ” Græd blot! Den der græder viser tegn på at have elsket … og bærer  evnen til at kunne elske”

Imens tænker jeg … Hvad er der med september??? Det er faktisk tæt ved lige nøjagtig et år siden jeg lavede dette opslag på facebook… hvad er der med september?

Bare en af de dage…. En af de dage hvor det professionelle bare ikke var til stede… måske det mere menneskelige…

og alligevel skammer jeg mig…

Tårerne trillede ned over mine kinder i dag…. ikke kun fordi jeg på udstillingen fik besøg af en gammel trofast kunde, der siden sidst havde mistet sin højtelskede kone….Men også fordi han udviste stor interesse for bronzebilledet….. Et billede hvor jeg allerede tidligere på dagen ved interesse for netop det billede kunne mærke… i dag skal du holde afstand her.

En af de dage hvor jeg kan mærke… at 2 år bare ikke er nok!…på nogle dage.

Alligevel kommer jeg på køreturen hjem fra Aarhus frem til erkendelsen ” Lene! Det kommer til at ske igen og igen…hele livet” Det, at miste en man holder af… måske gælder det bare om, at lære at leve med det…fylde den tomme plads i hjertet, med de gode minder…

Hold da kæft!! fortæl mig det igen i morgen… så skal jeg nok.

Men undskyld sådan en dag…er en af de dage… jeg vil alligevel skamme mig lidt over ikke at være professionel nok- det vil jeg have lov til…

De fleste dage, så prøver jeg, at være lidt mere “almindelige mig”, om end jeg er følsom og påvirkes af det jeg bliver fortalt.

Pin It on Pinterest